Turen til Argentina var planlagt som en familietur. Helles lillebror har bosat sig dernede med sin hustru Helena og planen var at besøge dem samtidig med, at vi fik set lidt af Argentina. Og selvom vi nu både besøgte noget af det nordligste af Argentina – på grænsen mellem Paraguay og Brasilien, Buenos Aires samt Henrik og Helena’s farm ca 500 km vest for Buenos Aires, så har vi stadig kun set uendeligt lidt af landet.
Forår var lige kommet til Argentina – og med den grader mellem 5-10 og op til 30 grader. Alt efter hvor man var selvføgelig. De første dage i Argentina blev tilbragt i Buenos Aires, hvor vi havde smukt vejr – men temperaturer nede omkring 10-15 grader.
Vi vandrede en del rundt og har stadig kun set en lille brøkdel af denne store by. Tiden blev brugt dels med at gå på shopping inde i centrum på de to gågader, der vel til sammen ikke er større end strøget i Koebenhavn eller Århus. 
Vi brugte også tid på at besøge Jardin Japonese – den japanske have, som kunne være en oase midt i byen. Det er, hvis det altså ikke lige var for de mange store veje, der omgiver haven og den mand med løvstøvsugeren, der insisterede på at larme, mens vi var der inde. Ellers en meget smuk have at besøge.
En anden smuk have er den zoologiske have, hvor de mange smukke gamle bygninger virkelig giver haven potentiale til at blive noget stort. Desværre har dyrene ikke meget plads og haven er ikke så velholdt alle steder, som den ellers fortjener. Haven indholder spændende dyr som f.eks. dådyr, rener, geder, flodheste, zebraer, giraffer og elefanter. Man er virkelig kommet til en anden verdensdel, hvor dyr vi anser, om ikke som noget dagligdags, så som almindelige i vores hverdag, pludselig bliver eksotiske.
Vi var også uden for byen – i byen. Langs havnefronten ligger et stort naturreservat. Herfra kan man hele tiden se byen – men alligevel er man langt fra den. Som at gå i skoven og se ind mod en by i det fjerne. Det er en speciel oplevelse. 
Vi gik en 5-6 km lang tur derude og så videre op til San Telmo. San Telmo er et gammelt kvarter med små brostensbelagte gader. Slet ikke som de store gader vi ellers ser. Her fik vi vores nok bedste maåltid mad i en lille restaurant gemt væk, så den næsten ikke var synlig fra gaden. Betjeningen var også helt i top – selvom man nok kan syntes, at det ikke er helt nødvendigt at prøvesmage en øl. Men alting blev taget meget alvorligt og gjort virkelig godt.
To dage i Rossario – Argentinas tredje største by – blev det også blevet til. Her var det frysende koldt. Men det afhold os ikke fra igen at gå lange ture – selvom vi en eftermiddag flygtede ind på et kunstmuseum, for dog at få lidt varme. 
Det skal så siges, at vi også med glæde var gået ind andre steder. Men alle museer åbner først efter kl. 14 og planetariet efter kl. 17.30. Vores lille kunst museum var en fornøjelse. Men vi ville nok have faet mere ud af det, om vi havde kunnet læse spansk.
Den anden uge tilbragte vi i Iguazu med at se på vandfald, verdens (endnu) største vandkraftværk, der ligger på grænsen mellem Brasilien og Paraguay og kører som en fælles projekt, en mine til udvinding af smykkesten, og bevarede jesuiter ruiner (det sidste fredet af UNESCO). Deroppe fik vi brug for badetoej til pølen og de korte shorts og t-shirts. Temperaturen om aftenen var 28 grader – 34 grader om dagen. Turen fra Buenos Aires til Iguazu og retur foregik med bus – på buissnes class. Med lige så brede sæder som på buissnes class på flyene og fri betjening med mad og drikkevarer. Iguazu vandfaldet var en kæmpe oplevelse – både bogstaveligt og i overført betydning. 
Vi så vandfaldende fra den brasilianske side først – og det kan anbefales. Det giver en helt anden oplevelse og glæde til at komme på den Argentinske side, for at udforske, når man først har set det samlet fra den ene side. Der er mest at se og man kommer tættest på alle dele af vandfaldet på den argentinske side – men det samlede syn kan bedst ses fra den brasilianske side. Itaipu dæmningen gav os mulighed for at komme tæt på vandkraftværket samt besøge Paraguay. Også selvom det kun var med den bus, vi kørte rundt med og selvom vi ikke fik lov til at stige ud af bussen. 
Turen ned mod de bevarede ruiner af det jesuiter samfund, der ikke fik lov at overleve, pga deres store politiske magt og til slut deres uvilje mod at betale skat til den spanske krone, var en laaaaang tur. Derfor var der indlagt besøgt ved en mine, der udvinder smykkesten undervejs. Det betød så også, at der var mindre tid til at se det, det hele handlede om. Og det var ellers et meget spændende sted. Bestemt værd at planlægge at komme forbi.
Den sidste weekend i Argentina tog Henrik og Helena os med ud på deres farm. En tur på som sagt ca. 500 km – eller en halv dags kørsel. Undervejs derud spiste vi på et af de mange Parilla – grill restaurant/grill bar. Nogle parilla er små som vores pølseboder og andre, som den vi spiste på den dag, er store restauranter. Ideén er, at man kan få mange forskellige slags kød grillet over åbent ildsted og med salat eller hvad argentinerne forventer – nemlig pommes fritter. Besøget på gården var en dejlig afslappende tid. Samtidig tog Henrik og Helena os med ind til den nærmest by (ca. 30 km) væk og den nærmeste landsby, som lå længere ude af de den grusvej, som førte ind til deres farm.
De sidste dage blev brugt på museer i Buenos Aires – igen her åbner de fleste museer klokken 14. Men heldigvis kunne vi så bruge tiden på at gå rundt i det lille kinesiske kvarter en dag. Og anden dag vandre ind og se Argentinas mest berømte kirkegård og kirken, der er knyttet til kirkegården. Samt det lille museum i kirken. Vi også så heldige at deres nationale kunstmuseum – som er gratis at se – åbnede klokken tolv og Malba – et andet stort og internationalt kunstmuseum – åbnede mellem klokken tolv og et. De to museer er i øvrigt værd at se.