Vi har gennem længere tid snakket om at tage til Los Angeles for dels at besøge Helles gode ven Charlie – dels for at se LA sammen. Beslutningen blev endelig taget i efteråret 2007, hvor Helle gerne ville have været med Mads til LA, mens han var derovre med arbejde. Det blev ikke til noget, så i stedet blev det besluttet at tage af sted sammen i foråret 2008.
Efter at have kigget lidt på mulighederne endte vi med at bestille en 8 dages rundtur i Californien plus en ekstra dag dels i Los Angeles og dels i San Francisco, hvor vi ville starte og slutte besøget. Turen gik fra San Francisco via Pacific Highway one til Santa Maria første dag. Dagen efter videre til Los Angeles, hvor vi efter et stop på to dage skulle køre videre til Las Vegas. Fra Las Vegas gik turen til Fresno og så tilbage til San Francisco.
Flyveturen derover gik med mellemlanding i München (med et dejligt kort stop) over Grønland med landing i SF ca. kl. 19 lokal tid. Det betød at vi havde en pragtfuld udsigt over indlandsisen og Vestgrønland.
Efter en meget kort ophold i imegration og border control (hurtigere og venligere
end Mads nogen sinde har oplevet i Los Angeles) kom vi frem til Hertz hvor vi fik udleveret vores lejelbil. En Chevrolet Impala med V6 motor. Vi havde bestilt en full size – og det var det. Et gevaldigt stort skrummel som krævede noget tilvænning. Det gik fint i derovre, men vi ville være kede af at skulle køre rundt i den i Århus.
Med bilen fulgte en ”never lost” – d.v.s. en GPS der skulle hjælpe os frem til vores destinationer. Den blev straks taget i brug – men uden meget held. Mere heldigt var det var, at vi nærmest uden at vide det kørte direkte hen til hotellet. GPS’en blev der leget meget med under vejs og Helle nåede næsten at blive ekspert i den. Allerede dagen efter – vores første dag køredag, gik det allerede bedre med at bruge GPS’en.
Friske og veludhvilede efter at være gået seng aftenen før omkring kl. 22 vågnede vi kl. 6.30 lokal tid…. Nej helt frisk og veludhvilede kunne man nok ikke sige om os, men ingen os kunne sove længere og vi var ikke trætte. Så vi stod op, fik et bad og pakkede vores ting og kørte så ud for at finde et sted at købe ind. Morgenmaden – tre juice/smothies købt i Jamba Juice blev delt på toppen af en bakke med udsigt ud over Pacific Highway one.
Turen ned langs Pacific Higway one tog os ca. 10 – 11 timer med mange stops og gå ture undervejs. Vi
holdt os til at stoppe ved nogle af de mange Vista Points og national state parks undervejs. Desværre missede vi de første planlagte stops, som skulle have været tydeligt markeret, men som vi aldrig rigtig så skiltet. Det var en dag med meget skiftende natur. Der var klippe landskaber, bølgende marker, trædækkede områder og strand. Det var et fantastisk vejr og en fantastisk dag.
Da vi endelig nåede frem til Santa Maria og Santa Maria historic inn, var vi begge så trætte, at vi endte med at spise på hotellet.
Næste morgen – frisk og veludhvilede igen – vi havde i hvert fald sovet igennem begge to, vågnede vi igen halv syv, syv. Ligesom den foregående morgen besluttede vi os at stå op og udnytte, at vi ikke kunne sove længere. Et mønster vi fortsatte resten af turen på trods af, at vi ofte kom sent i seng. Vi kørte til nærmeste shopping mall og fik provianteret, før vi kørte videre mod Santa Monica – en forstad til Los Angeles, hvor Mads havde været et par gange før i forbindelse med, at han har været i LA med sit arbejde. Turen derned gik dels via Pacific Highway one (især den sidste del af turen) men også ind gennem land forbi store vinmarker og træ-dækkede bakker. Igen var det meget skiftede natur indtryk vi fik undervejs. Det var også – i hvert fald for Helle – sjovt at køre forbi steder som Malibu og Santa Barbara (som vi kørte igennem). Besøget i Santa Monica blev brugt på at gå i butikker – f.eks. LUSH (Helles yndlingsbutik). Der blev købt bøger og plejeprodukter inden turen gik videre til hotellet i Anaheim. Første del af turen tilbage kørte vi af Santa Monica blvd. – som også er en del af den gamle route 66.
Vi ankom til hotellet sultne og enige om, at vi ville ud og finde en ordentlig restaurant den aften. Vi bad GPS’en om råd og endte med at gå efter et steak house lige i nærheden. Lige i nærheden viste sig at være inde midt i Disney Downtown. Den var nu i øvrigt lukket, så vi endte på en af de andre restauranter og fik et udmærket måltid mad. Ligesom vi var færdige med at spise ringede Charlie og vi begav os hjem for at hente bilen og køre ud til ham. Her sad vi og snakkede til omkring midnat og fik de sidste nyheder.
Dagen efter – den eneste dag vi satte vækkeur til, skønt vi ikke fik brugt det, tilbragte vi hele dagen i Disneyland. Som du nok har gættet, så lå hotellet lige over Disney og det tog ikke lang tid at gå derover. Så vi var der, da det åbnede kl. 8 og gik først efter fyrværkeriet kl. 22 om aftenen. Det var en lang dag – 14 timer – men en sjov dag. Bl.a. kan fremhæves Turtle talk with Chrush (skildpadden fra Find Nemo). En animeret forestilling, hvor du faktisk kan snakke med animationen – og ikke forberedte spørgsmål – men spørgsmål fra publikum. Fantastisk.
Søndag blev første opgave at finde en Home Depot (et kendt byggemarked) – Mads havde glemt sin adaptor i Santa Maria.
Havde det været fordi han gik sammen med Helle, så var de ti minutter vi brugte derinde, nok blevet til 5 
timer… Resten af dagen gik med afslapning ved poolen og senere en køretur op for at se Hollywood sign og Hollywood boulevard samt Mann’s Chineese Theater, hvor alle berømthederne har sat deres hånd og fodaftryk. Aftenen blev igen tilbragt sammen med Charlie.
Næste morgen kørte vi mod Las Vegas – og fik her blev vores brug af fartkontrollen i bilen forfinet. En fantastisk opfindelse, når man kører så langt af store motorveje. Det var også på denne tur, at vi fandt ud af, at vi blot behøvede at køle bilen ned og så recirkulere luften, så behøvede airconditioningen 
ikke at være tændt. Meget praktisk da det tilrådes på nogle af de stejle stigninger, at man slår den fra. Vel fremme i Las Vegas brugte vi eftermiddagen på at gå i shopping mall’s og aftenen på at gå op og ned langs ”The Strip”. Den del af Las Vegas blvd. hvor alle de store hoteller ligger. Der var mange flotte shows udenfor, så mange at vi helt glemte at spille. Mads som ellers var fast besluttet på at skulle spille måtte opgive pga. træthed.
Dagen efter kørte vi den længste strækning på vores ca. 1800 miles (ca. 2900 km) lange tur. Turen gik over Death Valley – også en national statepark. Omgivet som den er med bjerge får den ingen vand og er altid meget varm. Dog nåede vi kun 4 grader Fahrenheit over den temperatur på 100 grader Fahrenheit, som vi havde i Disney. Vi
nåede at køre op på det højeste farbare punkt i parken – en meget stejl stigning til omkring 5000 fod og kunne herfra kigge ned på Bad Water – det lavest puntk på minus 300 fod. Vi passerede skilte med Sea leavel et par gange og fik trænet vores øre godt med skiftende højder. Det sidste spændende sted vi passerede på vej hjem, var Salt Water Creek. Et saltholdigt vandløb, hvor der lever en fisk, der er tilpasset saltvandet og de meget høje temperaturer (op til 40 grader celcius). Herefter gik den lange vej mod Fresno – vi nåede næsten til LA (sådan føltes det), før vi kom forbi bjergkæden der adskilte os fra den vej, der skulle føre os til Fresno.
Efter en god nats søvn – kun afbrudt af larmen fra baren og larmen fra det indendørs vandfald, kørte vi næste morgen mod Yosemite national statepark. Vi besøgte Mariposa Grove – et område med store træer – nogle 
så store at en bil kan køre igennem det største af dem. Det træ nåede vi ikke at se, men vi fik set flere af de store træer og et par vandfald – og den overvældende flotte og rå natur i parken. Da vi havde planlagt at ville nå at se Golden Gate inden solnedgang samme dag, kørte vi fra parken lidt efter frokosttid. Det var en lang tur med meget snoede veje og det tog lang tid at komme ud af parken. Her fik vi også trænet vores øre med højdeforskelle. En del af vejene var stejle og snævre og meget spændende at køre på.
Det sidste skift inden San Francisco overtog Helle bilen og kørte turen ind gennem San Francisco, henover
San Francisco Bay Bridge og op til udsigstspunktet for Golden Gate – en bedrift hun er meget stolt over. Aftenen gik vi ned til Fishermans Wharf og spiste på en restaurant med udsigt over bugten.
Den sidste hele dag i San Francisco – og Californien, blev brugt på at køre med cable cars, spise morgenmad i China Town og generelt gå Downtown San Francisco tyndt, for siden at tage ud til Alcatraz island. En fantastisk oplevelse, dels at få historien omkring Alcatraz og dels se et af de mest kendte fængsler.
Den sidste dag gik med at pakke sammen, aflevere bilen og køre til lufthavnen. Flyveturen hjem var uden de store begivenheder. Helle var for en gangs skyld ikke plaget af ørene, sikkert på grund af al den træning de har fået med al bjergkørselen. Eneste minus var en al for lang ventetid i Frankfurt.