Nordøen
Vi stod meget tidligt op (kl 02:50) lørdag den 19. januar for blive klar til at køre til Billund for at fange et tidligt morgenfly til Frankfurt. Derefter fly til Singapore og endeligt fly til Auckland. Her landede vi ca 23:30 lokal tid søndag aften. Efter en grundig kontrol kunne vi fange en bus ind til byen til vores hotel, der ligger meget centralt i byen. Uden den store udpakning kunne vi komme i seng kl 01:50 – 35 timer efter vi stod op.
Mandag blev brugt med at gå rundt i Auckland, lave lidt indkøb og nyde udsigten fra Sky Tower – i 186m og 220m over jordoverfladen. Vejret var godt og der var en ganske god sigtbarhed.
Efter en hvile dag i Auckland var vi klar til at hente bil (med 33165km på tælleren) og starte vores tur i strålende solskin rundt på de to øer – og med lidt (læs meget) held fandt vi den rigtige vej ud af Auckland og videre mod Coromandel og byen Whitianga. Turen endte med at tage næsten 7 timer – men vi nåede også at stoppe op flere steder undervejs. Dels ved et shoppingcenter på vej ud Auckland og lidt senere ved en af de mange strande, vi passerede, så der kunne skiftes chauffør. Da vi var kommet til Coromandel halvøen stoppede vi ved en stenet strand for for første gang den dag at dyppe tæerne i Stillehavet. Næste stop var Rapaura Watergartens – en smuk ”vild” have med eget vandfald og mulighed for en kort svømmetur. Det sidste benytte vi os nu ikke af, men Helle fik dyppet tæerne endnu engang. Herefter gik turen videre af snoede veje og bjerg landskaber til vores hotel i Whitianga. Aftenen blev brugt til en svømmetur ved den nærmeste strand, før vi kørte ned i byen og fandt en dejlig restaurant med frisk fanget fisk på menuen. Tælleren stod på 33420 – 255 km.
Onsdag startede med smukt solskin og vejret var til at gå til stranden – så det gjorde vi – fire forskellige faktisk. Første strand var Hot Water Beach hvor alle graver som gale efter de varme kilder, der ligger i sandet. Ikke mange havde held med at finde en og de der havde, havde slået sig ned for hele dagen. Så vi kørte videre til Cathedral cove – en stor klippeformation dannet af havet med en skøn strand til. Her tilbragte vi det meste af dagen med at svømme og ligge på stranden. Vejen ud til Cathedral Cove fører også til to andre strande, som vi besøgte på vejen hjem. Hjemme igen delte vi en kold cider på terassen, før vi tog ned i byen og kigge på butikker og spise aftensmad. (Tælleren stod på 33503 km)
Vågnede tidligt og var snart klar til at køre videre. Kursen var lagt og vi kunne, så snart vi var kommet syd for Coromandal halvøen og alle dens meget kringelde veje, sætte fart i bilen. Vi havde efterhånden begge vænnet os til bilen og det faktum at de alle kører i den forkerte side af vejen. Vi stoppede ved Okere falls. Der var i perioden efter 1900 og ca 40 år frem et vandkraftanlæg. I første omgang på 2x 50kW men blev udbygget med en 100kW generator mere. I dag bliver det brugt til river rafting, både i enkelt kajak og i 8 personers gummibåde. Fremme i Rotorua kunne vi hurtigt dufte nærheden til svovlsøer. Vi gik en del af en anlagt sti langs søen, men måtte næsten opgive pga stanken. Der var rigelige muligheder for at prøve pools med varmt vand, men med en dagstemperatur på den gode side af 25C var det ikke det trak mest. VI prøvede dog et mudderbad på det gamle hospital. En varm og spændende oplevelse der næsten ikke var til at klare. (tælleren stod på 33759 km)
Vores hele dag i Rotorua blev brugt til at gå rundt – bilen skal også have fri – og det blev til godt 20 km. Vi startede med at gå langs anlagt sti ved svovlbugten (sulphurus bay) som er udlagt til fugle reservat. Det var en meget stinkende tur! Det var tydeligt at der ikke er faldet meget regn et stykke tid – mange steder var det meget tørt og mudpools var tørret helt ind. Vi foresatte videre af stier til Whakarewarewa living village. Et Mauori samfund som har levet af at vise rundt i over hundrede år, dels deres eget samfund mens mest de termiske kilder, gejsere mm landsbyen er bygget oven på. Vi fik hurtigt en halv dag til at gå, bla over en time til at vente og observere tre gejsere springe. Igen var en del mudpools tørret ind. Men det kan ikke overaske med endnu en dag med sol og 25+ grader og en undergrund der får jorden til at koge. Derefter gik vi hjem med en afstikker til Redwood Forrest og en lille tur rundt i skoven. Med den nærmeste omvej og lidt shopping passede det med at vi kunne spise aftensmad på vejen hjem til hotellet.
Vindstille på toppen
Næste morgen gik turen mod en af New Zealands national parker – Tongariro National park. På vejen stoppede vi lidt før frokost ved Orakei Korako ”The hidden valley” – et stort geotermisk område med flere geysere, varmt vands bassiner og mudderpøle. Geyserne var ikke så høje som den vi havde set dagen i forvejen i Whakarawara, men antallet af dem gjorde dem gjorde området imponerende at gå i gennem. Efter en god time til halvanden tog vi båden tilbage til visitor center og benyttede os af det gratis internet (de første 50 Mb var gratis) og kunne sidde og nyde udsigten henover søen og en kold læskedrik, mens vi fik skrevet til venner og familie. Herefter gik turen til Huka falls – et sted hvor vi sagtens kunne have brugt mere end den time, vi var der. Der er selve Huka vandfald, men også Craters of the moon og varmt vands bassiner. De to sidste ting nåede vi ikke, da vi måtte sætte farten mod Tongariro og Chateau Tongariro, hvor vi skulle tilbringe de næste to nætter. Et fantastisk hotel i fantastiske omgivelser. Efter vi fik tjekket ind og kigget os lidt omkring – ikke noget der tager lang tid, der er ikke mere end et par huse ved hotellet, gik vi ned i den private opvarmede svømmepøl og sauna i underetagen. Efter en afslappende time dernede gik turen til den store lounge og udsigten mod Ngauruhoe bjerg – bedre kendt som Mount Doom for de, der er fans af Ringenes Herre. (tælleren var på 33980km)
Søndag og vores 7. dag i New Zealand var vi på vandretur. Turen var bestilt hjemmefra og med guide. Vi fik følge af to andre par fra henholdsvis England og Skotland og en canadisk pige. Vejret viste sig fra sin bedste side og vi fik en tur i solskin og kun ganske lidt vind. Turen er en del af Tongario passing og vi gik kun knap halvdelen – tur-retur ca 18 km. Resten af sporet er stadig lukket efter vulkan udbruddet i august og november 2012. Guiden kunne fortælle os at vi ville gå mellem en vulkan som har været i udbrud i november, en vulkan som var forventet at gå i udbrud for 15 år siden og som man stort set bare venter på går i udbrud og en tredje vulkan som også forventes i udbrud igen meget snart.
Tongario passing sporet starter nord for Mt Ngauruhoe i godt 1100 m højde og går svagt stigende op mod saddelryggen der forbinder over mod Mt Tongario. Turen over saddelryggen er brat stigende men gav også mange muligheder for at nyde udsigten. Derefter er der et stykke meget flat hen til den sidste stigning op mod toppen af Red Cratar (1886m høj) som var vores mål. Ved toppen fik vi udsigten til Mordor eller østsiden af Mt Ngauruhoe, til Emerald lakes (tre meget blå-grønne søer), til Mt Tangorio, Te Maari (den akive vulkan der stadig ryger) og til Lake Tupau i horisonten. Efter lidt frokost var det bare at gå tilbage i et lidt højere tempo, kun afbrudt at stop for at tage billeder. Det var en meget smuk tur men også varm og støvet. Så det blev til en hurtig ud- og ompakning og ned i kælderen igen til pool og sauna.
Mandag gik med smuk tur ned til Wellington. Turen var uden stop og blev derfor relativ hurtig. Dog kunne vi konstatere at hastighedsgrænserne er lette at huske. Uden for bymæssig bebebyggelse er grænsen 100km/t med mindre andet er angivet. Det er så ligegyldigt om man kører på motorvej eller små veje. I Wellington fandt vi hurtigt ud af at det er dyrt at parkere og valgte derfor at aflevere bilen allerede mandag i stedet for først tirsdag. Tælleren stod da på 34317 km. Nordøen bød på 1152 km. Om aftenen var vi ude og løbe med Wellington Hash. Det gav et andet indblik på byen. Det er er en by med mange stigninger. Bagefter var der BBQ med BYO.
På vej mod Sydøen
Tirsdag var det tidligt op og ud til færgen. Vi kom i godt tid og Mads nåede at blive træt af færgen allerede længe inden den afgik. Selve færgeturen tog tre timer og det ellers berygtede Cook Strait var ualmindeligt flink ved Helles mave. I Picton fik vi vores næste bil – en Hyundai i30 med tælleren på 29697. Lidt mindre bagagerum men tilgengæld noget mere lig vores egen. Turen til Motueka gik først af små bjerg veje (som drillede Helles mave mere end færgeturen) og senere af mere gode veje. Vel fremme fik vi vasket, inden vi gik downtown for at spise. Vejen hjem gik via en lille skov sti (tælleren stod på 29851).
Onsdag var sat af til en vandretur i Abel Tasman National Park. Vi nåede op på 14 ud af de 11,5 km som turforslaget lød på. Vi stod på vores første båd kl. 9.15 og blev så sejlet op langs kysten med korte stop for at se apple split rock, sæler og fuglelivet i området. Ca kl. 11.30 blev vi sat i Medlands bay for så at kunne blive hentet 11,5 km længere nede af kysten i Anchorage bay kl. 16.45. Turen blev gået i rask trav med enkelte afstikkere til udsigtspunkter, badestrand, havudsigt og et ferskvands bassin. Der blev også tid til at bade undervejs i krystal klart vand. Endnu en dag med højt solskin og fantastiske oplevelser. I dag blev bilen ikke brugt så meget, og tælleren nåede ikke over 29884.
Efter Motueka gik det først mod syd til Lake Nelson park området hvor vi gik en kort tur ved Lake Rotoiti. En tur hvor vi hørte mange fugle og også vi set et par stykker af dem. Helle fik en tur i søen blandt sultne ænder, ørred og ål. Derefter var en lidt lang tur til Kaikoura. Hvad vi tidligere har savnet af ligeud kørsel, fik vi i overmål på denne tur. Her fik vi for første gang rigtigt brugt noget af al det radio podcast, vi havde taget med. Aftenen blev brugt på at kigge på stjerner. En fantastisk oplevelse at se sydhimlen. Pga det fine vejr var det muligt at se rigtig mange stjerner med det blotte øje. Tælleren stod på 30242.
Selv om vi var kommet sent i seng eftet stjernekigeriet så var der ingen kære mor og det var tidligt op for at være klar til at se hvaler. Og sjældent har vi været så klar! Vi var der en halv time for tidligt, mest fordi vi have misforstået, hvornår vi skulle være ved opsamlingsstedet. Desværre var hvalerne ikke blevet klar. Så vi fik ikke set hvaler ? Og i kombination med en meget kraftig tågedannelse over vandet fik vi faktisk ikke set noget som helst andet end et par fugle som fløj forbi båden. Efter den oplevelse tog vi på den lokale vingård – Springbank – og smagte på deres produkter. Vi valgte så at købe en Pinot Noir til senere nydelse. Senere kig vi en tur langs vandet og så på sæler og måger. Tællerne stod på 30271.
Lørdag var sat af til en laaang køretur henover Athurs Pass – en skøn tur trods det, at det startede med havgus og tågebanker langs vestkysten og truede med store skyer efter vi var nået gennem passet. Vi fik heller ikke denne dag brugt vores varme tøj men kunne nyde landskabet klædt i shorts og T-shirts. Lige før middag stoppede vi ved Cave stream senic reserve for at strække benene og spise lidt frokost. Derefter kørte vi op til Arthurs Pass og gik først op for at se et smukt vandfald og derefter en kort rute for at se endnu et vandfald. Imponerende som de var, så var vi begge enige om, at det også ville være flot at komme der, når der noget mere vand i floderne. På køreturen passerede vi flere meget brede flodlejer (op til ca 150 m) hvor kun en efter forholdende lille flod passerede igennem nu. Det var tydeligt, at der på nogle tider af året kommer noget mere vand igennem.
På vejen fra Arthurs Pass og til Greymouth valgte vi at tage lidt på eventyr og kører ind gennem en dal – på vejen her igennem mødte vi for første gang køer på vejen. Der er flere steder i New Zealand hvor der advares om, at de kan passere vejen. Men dette er første gang, vi har kørt gennem en flok køer? Tælleren stod på 30676.
Søndag morgen kørte vi først op til Punakaiki og Pancake rocks – en formation af kalkstensklipper, hvor lagene tydeligt ses stakket ovenpå hinanden. Et fascinerende syn og med havet brusende ind over dem, også et syn der vil forandre sig over tid. Derefter kørte vi (for første gang) tilbage samme vej, vi var kommet fra for at passere Greymouth igen og kører sydpå til Fox Glacier by. Undervejs stoppede vi ved et område, hvor de har spændt stålbroer ud mellem trætoppe, så man kan gå en tur oppe mellem trætoppene. Vi nåede også et kort stop for at kigge op mod Franz Josef glacier inden vi nåede frem til Fox Glacier by. Franz Josef glacier har trukket sig langt tilbage siden man første gang har billeder af den. Det er lidt imponerende at stå flere kilometer fra den og så læse, at der hvor man står har glacieren for ca 100 – 150 år siden ligget flere 100 meter tykt. Tælleren stod på 30971.
Og der blev regn
Efter fjorten dage med sol og varme måtte det ende. Allerede søndag aften begyndte det at regne og natten igennem regnede det i større eller mindre grad. Mandag morgen var bjergene blevet gemt væk i skyer og det regnede. Vi pakkede det bedste regntøj vi havde og gik over gaden til vores guide-firma. Her fik vi regnbukser, fleece trøjer, sko, sokker, pig-sko, regnfrakke og rygsække. Således udstyret blev vi kørt op til glacieren. På vejen op blev vi desværre stoppet af guiden. Der havde været et bjergskred pga af den megen regn over den sti vi skulle gå ad. Og guiderne vurdrede at det var for farligt at passere. Vi fik derfor kun lov til at gå lidt tættere på foden af glacieren. Noget skuffet måtte vi gå tilbage og få en refundering for vores tur. Vi var dog enige om at det ikke skulle slå os ud, så efter lidt frokost kørte vi mod Franz Josef for at gå i hot pools. Men ca efter 11 km blev vi stoppet af vejarbejdshold. Et bjergskred over vejen havde stoppet al trafik. Efter nogen ventetid fik vi lov til at køre forbi. Vi stoppede lige for at høre om de ville lukke vejen helt så ikke kunne vende tilbage til Fox. Svaret var ”det ville de og nej vi kunne ikke forvente at komme tilbage – Sorry mate”. Med en udsigt til en omvej på ca 800-900 km blev bilen vendt med det samme og vi holdte så i kø for at køre tilbage til Fox. Så det blev en eftermiddag på værelset og lytte til ”Ivanhoe” og vente at det ville klare op. Det sketet så sidst på eftermiddagen og vi kunne køre ud til Lake Matheson og gå en tur i regnskovenen og se effekten af en døgns regnvejr på alle de slugter og vandløb. Endnu en gang fik vi set mange fugle. Tælleren stof 31006.
Tirsdag var himlen vendt tilbage til sin sædvanlige blå eller næsten blå farve. Desværre var temperaturen ikke fulgt helt med. Først sidst på eftermiddagen var vi kommet op på de sædvanlige 20+ grader. Kortvarrigt mens vi var oppe og se til Fox Glacier en sidste gang viste termometeret i bilen 3 grader. Men det var godt at se gletcheren og bjergene i sollys. Så kørte vi videre mod syd og regnede med at vi lige kunne ringe og bekræfte at vi skulle ud og flyve onsdag. Desværre kørte vi ind i en zone med dårlig mobildækning. Selv ikke da vi kom til onsdagens mødepunkt, ca 200 km senere, var der mobildækning. Undervejs var vi stoppet ved Knight Point for nyde udsigten, men måtte nærmest flygte fra sand fluer. Det samme gjorde sig gældende ved Thunder Falls, så ved Blue Pools havde vi lært lektien og brugte myggesprayen. Generelt kunne vi nyde effekten af gårdagens regn og se vandfald mange steder. Fremme i Wanaka blev der tid en lille gå tur og et ophold i spa’en inden aftensmad. Tælleren stod på 31271.
Onsdag var der igen godt vejr men igen med en kold morgen. Tidligt op og afsted for at fange en flyver ? Det var en fin lille gul flyvemaskine. Der var lige plads til fire passagerer og en pilot. Hurtigt op i luften og op og over bjergene. En fantasktisk tur med udsigt til bjerge, gletchere og vandfald. Vi blev sat ned på en lille eng med morgendug og let tåge. Her stod tre vandrere klar til at blive samlet op og komme tilbage til civilisationen. Imens skulle vi over en lille flod, Siberie. Den var ca 40 m bred og på det dybeste ca 50 cm og med en temperatur der ikke var meget over 0 grader. Der var vi meget glade for et par tidligere indkøb, dels vores sko til vådbrug dels vores varme uldsokker. Herefter var der ca 7 km vandretur over eng, gennem skov, op og ned af bjerge og over flere mindre vandløb. Alle steder med flotte udsigter. Til sidst var der ca 30 min hæsblæsende sejltur med jetboat ned af Wilkin river og op ad Marakako river tilbage til vores udgangspunkt. Tilbage i Wanaka blev til en tur i PuzlingWorld med labyrinter og optiske illutioner og en tur i spa’en inde aftensmad. Tælleren stod på 31396.
Sæler, albatrosser og pingviner
Så er der taget hul på den sidste uge og kursen var rettet mod Te Anau. Et kort stræk på ca 230 km. Meningen var at stoppe ved et udsigtspunkt hvor der skulle være et godt 360 graders view over Te Anau. Men vores informationer var ikke gode nok til at finde det og pludselig var vi i byen. Så vi havde god tid til at lave noget om eftermddagen. Det blev til en tur i grotter og se på glowworms. En spændende og sjov tur at se grotte lofter lyse op som en stjernehimmel. Der blev også bestemt og købt ture til de næste dage. Tælleren stod på 31625.
Fredag morgen meget tidligt – faktisk før solen stod op over bjergene, var vi oppe for at blive hentet og kørt til Milford Sound og en tur ud i hav kajakker. Det var endnu en smuk dag med kun lette skyer på himlen. Godt fremme blev vi udstyret med varmt tøj, kajakvest, kajakskørt (undskylder her, hvis vi ikke bruger de korrekte ord) og flydevest og lyserøde regnjakker. Efter en kort men grundig instruktion var det så ud på fjorden og igang med at lære at få styr på kajaken. Det var en lidt kluntet start, men snart fik vi styr på diverse trick og afsted det gik. I løbet af vores første time kom vi tæt på et vandfald og fik set en søløve (New zealand fur seal – som ikke er en sæl, men en søløve). Frokost blev indtaget på en stenet strand – og Helle var så heldig, at hun sammen med den ene guide og en anden fra gruppen fik lov at se en pingvin (yellow eyed penguin), som lå på rede lidt inde i skoven.
Herefter gik det ud over fjorden igen. Det havde været en rimelig rolig morgen uden den store vind og bølger, men nu skulle der kæmpes hårdt for hver meter. Da vi næsten havde krydset fjorden fik vi ordre på at samle os og blev så delt i to gange tre kajaker med hver sit sejl. Hver kajak havde to mand i den og forreste mand/kvinde i hver side holdt ved bunden af sejlet og bagerste mand/kvinde i hver side bandt sejlet til deres pagaj og holdt det op. Midderste båds job var at holde sammen på os alle og styre tømmerflåden. Selvom det var hårdt at holde ved sejlet, var det mindre hårdt end at skulle padle sig frem og vi fik fanget en god vind og holdt en god fart hjem. Tilbage på kajen var det så tid til at skifte til tørt tøj og så var det ellers to timers kørsel hjem til Te Anau igen.
Lørdag skulle vi tidligt op igen, dog lidt senere, men stadig inden solen stod op. Vi blev hentet ca 7:15 for at blive kørt til Manapori hvor vi skulle sejle over Lake Manapori (femte største sø) for at blive kørt ud til Doubtful Sound, som retteligt er en fjord. Doubtful Sound er navngivet efter Captain Cook i 1700-tallet fandt indgangen til fjorden men ikke mente at den var brugbar som havn og derfor skrev Doubtful Harbour under kortlægningen af området. Vi fik en cruise ud af fjorden og så en stor koloni af søløver (fur seals). Vejret var ikke som vi efterhånden er vænnet til men i højere grad som det almindeligvis er – regnfuldt og overskyet. Området omkring Doubful Sound får normalt mellem 5 og 8 meter regn om året. Vel tilbage fik vi set et vandkraftværk som er bygget stort set helt inde i bjerget mellem Doubful Sound og Manapori Lake. Det er kun selve vandindtaget som er udenfor. Anlægget har 7 turbiner der hver kan producere mere end 700 MW. Anlægget blev primært bygget til at levere strøm til en aluminiumsfabrik. Det får vand fra Lake Manapori og Lake Te Anau. Efter besøget var det sejltur tilbage over søen til Manapori og havnen Pearl Habour og derefter bus til Te Anau. Her stod vi af lidt før hotellet og kiggede et lille fuglereservat/fugleredningcenter.
Søndag kunne vi sove længe – men ikke meget længere end at vi vågnede ca. halv otte. Efter en rolig morgenmad på hotellet og optankning af bilen gik turen mod vestkysten og Duniden. Vi havde meget overvejet at tage ”The southern scenic highway” men blev enige om, at det nok blev for lang en køretur. I stedet kørte vi gennem landet og gennem en flad dal – faktisk havde vi ikke rigtig noget af de stejle og snoede veje vi ellers var blevet vant til. Godt fremme i Duniden – gik vi en tur ned gennem byen og så på de gamle huse, som stadig er bevaret her. Byen bærer præg af de skotske aner, som også kan ses i navnet. Duniden er det gamle navn for Edinburgh. Efter en tidlig aftensmad var der tid til en lille lur, før vi kørte ud på Otago halvøen for at se en koloni af blå pingviner, der holder til helt ude på spidsen. Vi blev lukket ind i reservatet lige efter solnedgang af to guider med rødder i Maorierne. Og herfra kunne vi fra platforme få lov at stå og nyde synet af de mange pingviner (ca. 160) som kom ind i flokke af 10-20 stykker af gangen. Mens vi ventede på at blive lukket ind, havde vi været på den modsatte side og set spotted shag, måger og albatroser i fri flugt hen over vandet samt sæler på klippesiderne under os. Tælleren stod på 31987.
Næste dag stod vi sent op igen, dvs ca halv otte. Efter en kop te/kaffe gik vi ind mod byen for at finde morgenmad. Det lykkedes og godt mætte gik mod Chinese Garden. Her kunne vi også konstatere at det varme vejr svigter os – vi havde nok ikke mere end ca 16-18 grade. Det føles meget koldt når vi er vant til min 25. Vi fandt den kinesiske have som er givet til Dunedin til minde om det tætte forhold der er mellem Kina og New Zealand. New Zealand har i høj grad også modtaget kinesiske udvandrere. Efter middag kørte vi igen ud på Otago halvøen. Vi fandt et sted hvor vi kunne gå ned mod stranden og kunne nyde vores frokost med udsigt over bakker og havet. Herefter var det tid til at se og høre mere til albatrosser. Vi blev lukket ind i et udsigtspunkt hvor der var udsigt til tre albatrosser der passede hver sin unge mens magen var ude at hente mad. Albatrosser passer deres unge i næsten et år inden den slippes løs. Efter albatrosser var det tid til at kigge på flere pingviner, denne gang de guløjede pingviner. Stedet var et privatejet ”reservat”. De har gravet skyttegrave der gør det muligt at komme meget tæt på pingvinerne uden at forstyre dem unødigt. Udover denne unikke mulighed har de deres eget hospital hvor de passer og fodre svage og syge pingviner for at styrke bestanden af den guløjede pingvin. Den er meget truet af udrydelse. Tælleren stod på 32056.
Farvel til bjergene
Tirsdag morgen startede overskyet og med regnvejr. Det forsvandt dog som vi kørte ind i landet og samtidig steg temperaturen igen. Vores første stop på dagen var nogle meget spændende runde sten på ca 1 m og over i diameter. Fossiler af havdyr lejret ind i sten. Senere stoppede vi den første af flere vandværker bygget over en af de store floder. Her havde vi frokost, mens vi sad og kiggede ud over næsten krystal klart vand. Eftermiddag stop blev ved Lake Pukaki for at tage billeder af mount Cook samt ved endnu en stor dæmning. Det blev også til flere andre stop på vejen for at tage billeder af det fantastiske landskab, vi kørte igennem.
Godt fremme ved hotellet ved Lake Tekapo havde vi besluttet os for en gåtur. Det blev dog en ret kort tur, da vi kom forbi et stort badested med opvarmet kildevand. Her hoppede vi i det varme (37 grader til 44 grader) varme vand og fik booket en nakke/ryg massage – herligt. Tælleren stod på 32371.
Onsdag og vores sidste fulde dag hernede fik vi endeligt sovet længe. Vi havde en rolig morgen og spiste morgenmad på terrassen i fuld solskin. Efter at have pakket bilen endnu engang og forladt hotellet, kørte vi op på mount John. På toppen ligger et observatorie med en af, hvis ikke den bedste udsigt til den sydlige halvkugle. Selve bjerget ligger midt i en stor dal omgivet af høje bjerge. Der var en fantastisk udsigt heroppe fra dels ned over søerne Takapo og Alexandria og dels mod Mount Cook. Efter denne skønne udsigt kørte vi ned til en lille kirke i byen med en meget smuk altertavle – altertavlen var vinduer med udsigt over søen og op mod bjergene.
Herefter startede turen mod Christchurch og vores sidste stop i New Zealand. Turen delte vi en argentinsk pige, som netop var blevet færdig med at læse filmkundskab og kunsten at skabe film og nu var taget 3 måneder til New Zealand. Det blev en rigtig hyggelig tur. Godt fremme i Christchurch fik vi sat hende af i nærheden af et turistkontor og kørte så op for at sætte bilen og gå en tur ned gennem byen. Først da vi kom gennem parken, som vi bor ved siden af, kom vi ind ”red zone” – det område af byen, som blev hårdest ramt af jordskælvet hernede. Her er det tydeligt at se, hvor stor skade jordskælvet har skabt. Der bygges på livet løs og faktisk har vi undervejs kunne følge med i en stor historie om et af de største byggeselskaber, som pludselig var gået i betalings standsning. Det skabte en del debat, da man netop i Christchurch har meget brug for de arbejdere og for de mange projekter, som byggeselskabet var involveret i. (Tælleren stod på 32618) Tælleren stod på 32636 da vi afleverede bilen kl. 8.30 i Christchurch airport. Knap 2666 km på Sydøen og i alt knap 3818 km kørt i skønne landskaber med høje bjerge, dale og krystalklart vand.
