Turen til Thailand var vores første lange rejse sammen. Vi var af sted i ca. tre uger fra midten af oktober til starten af november i 2006. Grunden til at vi valgte at rejse til Thailand var, at der var Interhash i Chiang Mai den sidste weekend i oktober og det ville vi gerne med til.
Inden Interhash havde vi ca. 5 dage i alt i Bangkok. Vi ankom til Bangkok sen eftermiddag efter en lang flyvetur. Lidt fortumlede fandt vi endelig frem til en taxa og kom ind mod byen til vores hotel. Det var en oplevelse i sig selv – vi havde heldigvis sikkerhedsseler i bilen, noget vi senere fandt ud af, ikke nødvendigvis var standard i bilerne.
Endelig fremme ved hotellet fik vi hurtigt smidt bagagen af og så var det eller ud af hotellet for at strække ben. Vi var dog ikke nået langt væk fra hotellet før den første tuk-tuk chauffør havde råbt os an for at køre os ud og se Bangkok. Noget som vi høfligt men bestemt afslog. Det varede nu ikke længe før vi opdagede, at nærmest en hvilken som helst tuk-tuk chauffør var mere en villig til at køre os ud på opdagelse – og det på eget initiativ.
Vi havde ved et tilfælde fundet et hotel, der lå på den af anden side af parken fra Grand Palace og sammen med det ”Temple of the Emerald Buddha”. Så for at komme lidt væk fra de mange venlige chauffører, gik vi ned langs med parken. Næsten nede ved Grand Palace mødte vi en venlig student, der selv henvendte sig til os. Han informerede os venligt om, at Grand Palace var lukket for i dag. Derefter spurgte han til, hvor længe vi var i Bangkok og hvad vi skulle bagefter. Han fortalte så på eget initiativ, der var store oversvømmelser i øjeblikket i området ved Chaing Mai, hvor vi skulle op senere.
Herefter begyndte han at snakke om alle de ting, vi burde se i Bangkok – og skulle vi for i øvrigt ikke ud og købe silke? Han kendte lige stedet – og i denne uge havde de et specielt tilbud blot for udlændinge og de holdt ellers ikke åbent for nye kunder.
Helle var overbevist om, at han snakkede om et supermarked og Mads – han var blot træt og for høflig til at sige nej til studentens tilbud om at hyre en tuk-tuk til os og sørge for, at vi ikke kom til at betale overpris.
Vi blev nu kørt ud først til ”Standing Buddha” en høj statue af Buddha, som bliver brugt som udflugts mål for turister, der bliver kørt af tuk-tuk førere, der ønsker at tjene penge på selv samme turister. Herude begyndte vores chauffør at snakke med os om, at hvis vi blot kørte med til den skrædder han kendte, så ville han tjene benzin penge på dette. Det sagde vi nu nej til. Vi var ikke lige i humør til at se på tøj nu. Lidt sur kørte han os så videre til næste sted. Et meget lokalt tempel, hvor vi blev sat af et sted, hvor efter tuk-tuk føreren straks kørte om på parkeringspladsen bagved. Vi vandrede indenfor – lidt usikre på, hvorfor vi egentlig var her, noget der først senere gik op for os. Det varede dog ikke længe, før vi blev hentet igen af vores tuk-tuk chauffør. Han fortalte os, at han lige skulle for sig selv og om vi ville vente ved tuk-tukken? Det ville vi da godt.
Så vi satte os hen i tuk-tukken for at vente. Kort efter kom en venlig Thai hen og satte sig i på forsædet i den dyre udenlandske bil ved siden af. Han henvendte sig venligt til os, fortalte at han var gået ud fra templet, for at ryge. Han havde i øvrigt en bror, der var munk ved dette tempel. Han fortæller videre, at han var advokat i USA – ”Tax lawyer – not criminal lawyer!”. Han boede på Manhattan, men var hjemme for at se til sin far, som han ofte sendte penge til.
Han spørger os så om, hvad vi skal se og beder om at se den seddel, vi har fået fra studenten. Da han ser navnet på den skrædder, som studenten har skrevet på, så udbryder han, at det var da et held, vi kendte til det sted. Det var altså en meget dygtig skrædder og de havde helt specielt udsalgs tilbud i denne tid.
Sådan overbevist af den falske advokat, og trætte efter fly tur og kørsel rundt i byen bestemte vi os for at køre med tuk-tuk chaufføren til skrædderen. Vi kiggede ind hos skrædderen og gik så hurtigt igen. Det var dog ikke helt nok – tuk-tuk chaufføren havde stadig sin skrædder, som han ville vise os. Vi sagde ja blot for at få fred. Nu kørte vi så hen til skrædder nummer 2, hvor vi også endte med at købe tøj.
Et par dage efter vi var ankommet til Bangkok ankom resten af det selskab, vi skulle rejse sammen med til Chaing Mai. Den sidste dag Bangkok, da vi sidder og udveksler historier fra ugen, fortælle det andet par i vores rejse selskab om en historie, som til forveksling ligner vores. Faktisk kan vi fortælle den færdig for dem, før de når at fortælle hele historien. Til stor morskab for os andre – men mindre for dem, der lige har pralet med, at man ikke kan løbe om hjørner med dem.
Af det kan man lære:
- En venlig thai, der selv henvender sig til dig på gaden, er mest sandsynligvis ude på at snyde dig. Thaier holder sig for sig selv og henvender sig ikke til fremmede. (Der er få undtagelser – men i reglen er dette sandheden.)
- Det sker at de på denne måde, vikler dig ind i et snyderi, der består af flere tilsyneladende uafhængige personer.
- Hvis du er på vej ind til en turist attraktion og der er en, der siger den er lukket, men han kan anbefale dig et andet sted at tage hen og skal han skaffe en tuk-tuk – så tjek lige selv, om det passer.
Regel nummer 3 lærte vi for anden gang, da vi var på vej ind til Wat Pho et af de andre store templer. Her blev vi stoppet, netop som vi var på vej ind, af en mand, der fortalte os, at der var middags lukket og ville vi ikke ud og se noget andet? Vi sagde høfligt nej tak – gik ti skridt videre, stoppede op og vendte om. Det nummer kunne vi huske at have læst om. Og rigtig nok – der var ikke lukket.
Bangkok var på alle måder lige så slem, som vi havde hørt fra de folk, vi havde snakket med. Så vi kan ikke anbefale at bruge tid her. Hvis man endelig vil det, så er det en god ide, kun at sætte få dage af til det og planlægge sit besøg på forhånd. Medmindre man da er interesseret i at blive kørt rundt i byen til alle de lokale templer, som tuk-tuk chaufførerne kan finde. En ting mere – den zoologiske have er ikke værd at besøge. Dyrene har for lidt plads og det er et sørgeligt syn at gå rundt herinde.
Skal du have syet tøj, så vælg en anden by. Selv de der har boet her, vil hellere finde andre steder – medmindre du har fået anbefalet en skrædder af en, som du stoler på.
Shopping er indbyggernes store dille – og det kan være sjovt at besøge deres store indkøbscentre. Det var her at vi så en bil på 10 etage. Men er du ikke til den slags, så er der ikke meget andet i byen værd at se.
Fra Bangkok rejste vi sammen med en flok venner videre op til Chaing Mai. Vi havde fundet en tur via Kill-roy travels, der tog os med tog fra Bangkok til Chaing Mai. Skulle du få mulighed for det, så er det oplevelsen værd. Både at skulle falde i søvn i sin egen køje, men også at vågne op til smukke landskaber.
Fremme i Chaing Mai blev vi indkvarteret på et hotel og her blev vi næste morgen hentet til vores tre dages trek i junglen. Det var en helt fantastisk tur med smukt landskab, tur på elefant og bambus rafting ned af floden. Om natten overnattede vi hytter i små landsbyer undervejs og badede i deres floder om morgenen. Meget primitivt – men også meget hyggeligt.
Vel tilbage i Chaing Mai skiltes vi for en kort tid, mens vi fandt frem til vores nye hotel og fik indregistreret til fire med løb, øldrikning og fest sammen med hashere og harriets fra hele verden. Fire sjove dage.
Den sidste dag i Chaing Mai tog vi af sted alene ud for at se flere elefanter og dronningens botaniske have.
Herefter var der dømt afslapning nede sydpå. De sidste dage gik med at ligge og læse og dase ved pølen.
Alt i alt en god tur, der blev lidt ødelagt for os af de mange irritationsmomenter, som f.eks. at blive snydt den første aften. (Det kan vi så godt grine af nu). Eller ikke kunne gå i fred på gaden. Vi var heller ikke 100 % tilfreds med alle vores hoteller eller de informationer, vi havde fået om dem fra rejsebureauer før afrejse. Det kunne jo være rart at vide, at man ikke kunne komme fra hotellet, medmindre man betalte hotellet i dyrt for at køre sig, og så i øvrigt kun kunne køre, når det passede hotellet at køre. Eller at den ro, vi var blevet lovet og havde betalt for, skulle forstyrres af, at hotellet var under ombygning.